Gratis kaffe og et medlemskab af Socialdemokratiet ?  
     
 

Efter en sommer med aflyste ture og ingen dage, hvor badevandstemperaturen i Vesterhavet kom over 19 grader,

 

så var det vel næsten utopi at arrangere en tur den 16. september! Ikke desto mindre arrangerede

 

 formanden Peer og jeg en tur til Mælkefestival 2017 i Helle Hallen. Om det var ordet "mælk" som afholdt mange af klubbens medlemmer

 

fra at deltage, eller om det var det regnfulde vejr, kan vi kun gætte på. Men allerede nu kan jeg afsløre,

 

at ordet mælkefestival bare var et moderne udtryk for dyrskue. Ved Rema 1000 i rundkørslen i Tarp,

 

mødte jeg formanden og Jens Bergsted. Formanden havde telefonisk kontakt med Flemming Bynge og aftalte,

 

 at vi kørte forbi Varde Banegård og hente ham. Jens, formanden og jeg listede til Guldager Stationsby – Alslev

 

 og til Varde Banegård, hvor Flemming ventede. Fra Varde gik det ad Knoldeflodvej – Tyvevej o.s.v. mod Årre.

 
 

I Årre var der "pitstop". Formanden bød på sodavand og der blev sparket dæk. Parkeringspladen foran Helle Hallen var afspærret.

 
 

Kun landbrugsmaskiner og en håndfuld veteranbiler/motorcykler havde adgang til parkeringspladsen. Men da kontrollørerne

 
 

så at 4 Vespaer nærmede sig, blev afspærringsbåndet fjernet og vi kunne køre ind på parkeringspladsen og tilslutte og de

 
 

andre veterankøretøjer. Dejligt at få lov til at parkere på 1. parket – lidt kongelig har man vel lov at være.

 
 

På festivalpladsen blev årets miss "ko" kåret. Den ene "prægtige og velproportionerede" ko blev trukket rundt i manegen efter den anden.

 
 

Den vindende ko fik et rødt og blåt "tøndebånd" omkring livet, som et synligt bevis på dens fortræffelige fysik.

 
 

Alt imens dette foregik, kunne man se på højtryksrensere, robotplæneklippere og automatiske børster, som kunne klø en ko på ryggen.

 
 

Uden nogen synderlig forvarsel, kom et skybrud og næsten alle søgte tilflugt i et festivaltelt, hvor håbefulde lokalpolitikere og

 
  fagforeninger havde opstillet boder Hvis ikke man ønskede at blive beriget med politiske budskaber, så skulle man kigge stift ned i jorden.  
 

Fik man først øjenkontakt med udstillerne, så var man 100 % sikker på, at en lokalpolitiker overøsede en med hele partiprogrammet.

 

Om det var det fordi Jens ikke kiggede i jorden, eller fordi hans blik flakkede og han ville have gratis kaffe og et medlemskab ved jeg ikke.

 
 

Men pludselig stod han og talte med en repræsentant fra Socialdemokratiet og holdt en dampende kop kaffe i den ene hånd.

 
 

Om han også fik sig et medlemskab af partiet må stå hen i det uvisse. Jeg var standhaftig og holdt blikket nedslået mod jorden som en anden

 
  skoledreng, der havde stjålet af kagedåsen – men jeg endte med at betale 10 kr. for min kaffe. Da regnen havde lagt sig,  
  gik vi ind i Helle Hallen. Her kunne man få målt sit blodtryk, købe rottefælder, få en tur i en massagestol, købe økologisk honning.  
  Apropos økologisk honning – det må være nogle kloge bier, som kan flyve fra blomst til blomst og KUN indsamle nektar fra økologiske blomster ;-)  
  Vi vendte tilbage til vores køretøjer og måtte besvare utallige spørgsmål fra nysgerrige gæster…..  
  Flemming kørte direkte mod Varde. Peer, Jens og jeg fulgtes ad mod Korskroen. Ved Korskroen kørte Jens mod Ribe og vi mod Esbjerg.  
  En hyggelig tur med sol og regn.  
     
  Lars Kingo    
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jeg måtte lige i læ for regnen, på vej ind i byen.
 
 
Tilbage.