Findes der autonome i Lintrup ?

 
Endelig var det torsdag – og Vespa Klub Vestjylland skulle på tur igen. Denne gang til Wellings
Wellings Landsbymuseum som ligger i byen Lintrup tæt ved Ribe. Turen startede ved Lille Mallorca
(noget så beskedent som en lille rasteplads udenfor Esbjerg – hverken feriestemning, sandstrand eller palmer –
men måske lidt ispapir og tomme sodavandsdåser, som er ramt ved siden af affaldsspanden).
Jeg ankom som den første, Peer som nummer 2. Derefter fulgte Carlo, Mulle, Jens og Jørn.
Jørn havde endda taget færgen for at være sammen med kammeraterne i klubben. Jørn bor
 på Fanø og har ca. 10 minutters sejlads til Esbjerg J I samlet flok kørte vi til Vilslev, hvor
Niels Christian ventede på os. Niels Christian var ikke helt korrekt ”påklædt” han kørte på
 en Honda CB 400 N. Men pyt, vi er tolerante mennesker, og det skulle vise sig, at Niels Christian

 var et vigtigt element i dagen tur! Søren Welling blev født i 1917. Han var en meget farverig person.

 Landmand, musiker og kunstner var blot nogle af de talenter han havde. Søren boede i landbyen Lindtrup,
 led af en udpræget samlermani. Welling samlede på ALT. Flintøkser, køkkengrej, møbler,
arbejdsredskaber o.s.v. fra det 19. århundrede. Efterhånden som han fyldte en
lade med effekter, så byggede han en ny. Egentlig ganske uproblematisk – blot byggede
han uden myndighedernes velsignelse. Myndigheder havde mange gange fat i Welling for at få ham
til at rive det ulovlige byggeri ned – men Welling betalte bare bøderne i samme tempo
som han modtog dem. Han byggede endda sin egen lille kirke på ejendommen. Med den adfærd
har Welling nok været Lindtrups svar på en autonom? Han blev i 1996 bisat fra sin egen kirke.
Nogle fornuftige mennesker besindede sig efter Wellings død og åbnede hans ejendom
som Wellings Landsbymuseum. Vespa Klub Vestjylland betalte vores entre og vi gik på opdagelse
i Wellings univers. Jeg havde det held at Niels Christian fulgte mig rundt på museet. Vi så mange
forskellige dimser og følte os lidt i familie med Piet Van Deurs, mens vi stillede hinanden
spørgsmålet ”Hvad er det?” I en lade stod der en gammel grå Ferguson traktor. Og nu
stod munden ikke stille på Niels Christian. Jens, Carlo og jeg sugede al den information
til os, som Niels Christian kunne fortælle om Ferguson. Det var meget interessant og
inspirerende – tak for det!
 

Så gik turen igen til Esbjerg. Ved Lille Mallorca holdt vi ind og tog afsked med hinanden.

 

Lars Kingo.