Rødhætte og de 5 (t)ykke ulve…

 
Vor initiativrige formand Peer Tanggaard kaldte sine tro væbnere til samling denne herrens dag –
altså den 9. juli 2009. Faktisk er det i dag 87 år siden, at Johhny Weismüller
svømmede 100 m crawl under 1 minut og fødselsdagen for O.J. Simpson.
På Shell i Strandby Rundkørslen i Esbjerg, samledes 5 medlemmer fra Vespa Klub Vestjylland.
Det blev for mit vedkommende et meget bevægende møde med formanden, Johnny, Mulle og Carlo.
Jeg blev ”optaget” i de inderste cirkler af VKV – jeg fik min vest – og er nu fuldgyldigt medlem, med både tale- og stemmeret.
Nu er optagelsesritualet egentlig ganske harmløst. Ikke noget med at drikke 2 liter fadøl på 30 sekunder eller køre 50 m på baghjulet.
Nej, man skal såmænd kontakte Johnny og venligt spørge ham, om han kan skaffe en VKV-vest, Mod behørig betaling naturligvis……

Således ens klædt på, kørte vi til Esbjerg Havn og skulle til Enemarks Autolakering.

Men inden vi nåede så langt, skulle vi først gennem nogle meget nervepirrende sekunder, da Mulle
med høj fart ”kastede” sin Vespa rundt i et sving. Farten var måske lidt højere en den Michael
Schumacher og Tom Kristensen udsætter deres fuldblodsracere for G-påvirkningen var så kraftig,
at lydpotten på Mulles Vespa valgte at hoppe af, og lægge sig til ro på asfalten.

Vespa gav et voldsomt vræl fra sig og lød som Ginge plæneklipper på æter!

Ved hjælp af nogle gamle paller, blev scooteren klodset op. Bolten som holdet lydpotten fast på
svingarmen var knækket. Der blev ledt og rodet efter ”et eller andet” som kunne bruges til at fastgøre lydpotten.
Dr. Vespa (Carlo) fandt et gammelt pælebor og mente at Mulles motor kunne bores,
mens vi ventede på at få lydpotten monteret JVed hjælp af noget ledning,
fik Johnny bundet lydpotten op og turen til Enemarks Autolakering kunne fortsætte.

Foran Enemarks Autolakering blev vi kommanderet rundt af formanden (han opførte sig som en klon af Lars Von Trier).

De 5 Vespaer skulle nemlig holde på en ganske bestemt måde og fotograferes. Da fotoseancen var overstået drønede vi mod Sjelborg

Nu har flere medlemmer anskaffet sig en GPS, som er monteret på vindskærmen. Jeg kan berolige
med, at det er ganske unødvendigt. Altså hvis Johnny er med. Man kan med lukkede øjne følge ham
og Vespaen. Han har forkælet sin Vespa med racerolie, som giver udstødningsrøgen en umiskendelig lugt.
Hvem husker ikke fra drengetiden, hvor man blandede racerolie i benzinen på sin Puch eller Kreidler
kun for at nyde denne dejlige duft, som ledte tanker mod racerbanerne.

I Sjelborg kørte vi til restaurant Rødhætte og spiste is, mens der blev nydt en kop kaffe til.

Det var et yndigt syn – 5 veludrustede mænd i veste – og med en is i hånden. Vejrguder var i deres blæsende hjørne.

Vi trodsede blæsten og havde en rigtig hyggelig snak, med de obligatoriske drillerier!
Da vi forlod parkeringspladsen, blev der trukket lange spor fra baghjulene. Så hvis der i nyhederne
kommer satelitfoto af korncirkler fra p-pladsen foran restaurant Rødhætte, så behøver det
ikke stamme fra UFO´er, men kan ligeså godt stamme fra baghjulet på 5 potente Vespaer.
Vi lavede lidt promenadekørsel ad Strandvejen til Esbjerg. Vi mødte flere som smilede og vinkede.
 Så vesten har ikke nogen skræmmende effekt – og godt for det.
 

Tak for en hyggelig aften!

Lars Kingo.
sekretær
 
 
 
Kingo med sin nye vest, ser han ikke stolt ud!
Hvad gør jeg nu!
 
 
Så skal der bores.
 
 
 
Ja hvad kan man ellers bruge SP penge til!