Skue aldrig hunden på hårene!

Undertegnede erhvervede i 2001 min første Vespa. Jeg havde som dreng tilbage i 1970-erne fået en gammel Vespa forærende af nogle lidt ældre drenge i byen, idet de havde kasseret den. Vespaen ville ikke starte og var vist nok i ringe stand, så efter nogen tid blev den kasseret endeligt og endte sine dage hos skrothandleren.

Men tiden gik, og jeg selv blev udlært mekaniker. Der gik endnu flere år, og jeg blev ansat i politiet.

På et tidspunkt så jeg en gammel Vespa Sprint, og forelskede mig straks i den model, og mindedes de dage for længe siden, hvor jeg selv skruede i en sådant, dog med meget lidt held. Det er besynderligt, hvordan denne slags oplevelser hænger ved og efterfølgende udvikler sig til en slags kærlighed for disse lidt besynderlige køretøjer.

Efter at have surfet på Internettet fandt jeg den helt rigtige model og farve hos Ricambi på Fyn, men måtte konstatere, at den var blevet solgt til anden side.

Efter nogen tids søgen fandt jeg i den Blå Avis, hvor både model og farve passede mig. Det var en Sprint fra 1966 i farven lyseblå og med den originale sorte nummerplade.

Efter aftale med ejeren drog jeg en tidlig morgen af sted fra Aalborg til Nørrebro i København.

Jeg havde haft nattjeneste, og fik kørelejlighed med min søster og hendes mand, som skulle over og tilse sønnen, som var ved Livgarden. Forventet ankomst kl. 12:00 og senest afgang kl. 18:00.

Planen var den, at jeg ville forsøge at forhandle scooteren ned i pris for det havde min højgravide kone bemærket sig, idet hun fandt indkøbet ganske unødvendigt. Den tænkte pris var måske lidt uartigt, for det var mindre end det halve af det han forlangte, og man byder aldrig under det halve har jeg lært. Hvis det lykkedes, så ville jeg køre hjem på den, ellers skulle jeg med toget, idet jeg igen skulle møde på arbejde i Aalborg kl. 22:00, så det var tidsmæssigt lidt snævert.

Efter en lang tur endte jeg på Nørrebro, hvor jeg tog scooteren i øjesyn, og det var kærlighed ved første øjekast. Dog måtte der lange og svære forhandlinger til inden prisen var rigtig, og mindre end en time før togets afgang sad jeg på en cafe på Nørrebrogade og drak kaffe, medens ejeren endnu en gang overvejede tilbuddet han havde fået. Der var for øvrigt hedebølge og det skønneste vejr.

Jeg ringede til ham da tiden var ved at rinde ud, og vi fik aftalt prisen. Han var ikke helt tilfreds, men det var jeg, hvilket fik ejeren til at notere på kvitteringen, at den var solgt for ”kun”.

Derefter drog jeg lykkelig af sted på min nyerhvervelse, og denne skønne dag i august blev nydt i fulde drag, for det var rigtig Vespavejr – ingen vind og høj sol. Dog var min svoger bekymret, idet han var min redningsmand, hvis der skete uheld på Sjællands siden.

Jeg nåede frem til færgelejet i Hundested, og tog med færgen til Grenå. Tidsplanen var stram, men scooteren spandt som en kat, og jeg var ganske fornøjet, idet jeg nu havde erhvervet mig lige netop den scooter, som jeg så brændende havde ønsket mig.

Da jeg nåede til et sted 15 km fra Grenå og med 45 km til Randers begyndte scooteren at opføre sig underligt, og kort efter måtte jeg konstatere, at jeg var punkteret på baghjulet. Så er der uhyggeligt langt til Aalborg, og scooteren er næsten umulig at have med at gøre, og dette specielt når man ikke har værktøj med som man burde.

Nu var gode råd dyre, og jeg ringede til min svigermor i Aarhus, og forespurgte om hun ville være i stand til at komme mig til hjælp, men her havde jeg dog ikke megen held.

Medens jeg nu afventede på landevejen, og modet så småt forsvandt, standsede en bil op i vejkanten.

Ud steg en yngre mand. En hærdebred og muskuløs mand, som tilsyneladende var tatoveret over hele kroppen, og uden tvivl havde tilknytning til rockerkredse. Dette indtryk gjorde mig særdeles skeptisk og måske en anelse utilpas, måske fordi jeg ikke via mit arbejde havde de mest positive indtryk fra den side.

Han viste sig dog og være særdeles venligt stemt, og tilbød sin assistance. Min tanke var at komme til en servicestation og erhverve mig en sprayflaske med lappemiddel, og dermed midlertidigt at løse problemet og få mig transporteret hjem på arbejde til tiden.

Han var kørende i en ældre Toyota Corolla DX med stor bagklap, og foreslog, at vi løftede scooteren op bagi, og kørte til en servicestation. Jeg afviste det og mente at scooteren var for tung, men han tog mig om skulderen og sagde, du ser stor og stærk ud, så den klarer vi to sammen. Han gjorde plads i bilen, og pludselig lå scooteren i bagagerummet, der hvor bagsædet havde været.

Jeg fik derefter en lang og detaljeret fortælling om dragracing, striptease, kvinder og børn, samt om hans trængte økonomi.

Pludselig var vi i Randers, hvor han gjorde holdt ved en servicestation. Han skulle dog ikke have været i Randers, men han ville ikke blot efterlade mig, så han besluttede sig for at køre hele vejen – rigtig flot faktisk. Han bemærkede sig, at jeg formentlig ville have gjort det samme, hvis han havde holdt i vejsiden og havde behov for hjælp. Og ja – det ville jeg gøre fra den dag.

Jeg tilbød at betale ham for benzinen, han havde jo fortalt, at hans økonomi ikke var rigtig god, og benzinmåleren pralede ikke af en fuld tank. Men dette blev pure afvist, og han sagde pænt farvel og kørte sin vej tilbage til det sted, hvor han skulle have drejet.

Herefter lykkedes det mig at formå en god kollega fra Aalborg til hente mig i Randers, hvor jeg selv og scooteren blev afhentet, og det lykkedes at møde på arbejde – lidt sent i forhold til den oprindelige plan – men med en lækker scooter stående i garagen og en masse rigtig gode oplevelser i erindringen.

Jeg har stadig scooteren og tænker tit tilbage på den tur, ligesom jeg stadig har stor fornøjelse af scooteren. Scooteren giver rigtig mange gode oplevelser, som man ikke havde fået uden den.

Med venlig hilsen

Søren Løvendahl

Medlem af Vespa Klub Vestjylland.