For snart alt for mange år siden satte jeg mig et mål. Jeg ville køre til Spanien på knallert.

Drømmen om at fuldføre min ungdomsdrøm har aldrig været helt glemt, men ligget i dvale og været en helt urealistisk tanke. Jeg har i de sidste 20 år arbejdet med sociale projekter og har i den forbindelse pendlet rundt i hele Europa – men jeg har egentlig aldrig følt jeg har set noget, man ser altså ikke meget i et fly.

Sidste år var jeg så til stumpemarked i England med et par kammerater – for at finde reservedele til vores veteranracerbiler – og her fandt jeg så en Puch MS 50 2 gears med pedaler, og i helt perfekt stand. Den købte jeg og bekendtgjorde, at nu skulle det være – jeg ville køre til Spanien på den!

Nå, jeg kørte en tur på den herhjemme, og fandt ud af, at der faktisk var rigtig langt til Spanien, da jeg så samtidig tilfældigt kom i snak med en mand i Odense som havde en Scooter stående som han ikke havde kørt på i 11 år – og han gerne ville købe min Puch – ja så var beslutningen ikke svær, turen skulle foregå på Vespa Grand Luxe 1963.

Først skulle den støves af – den havde stået indendørs i et snedkeri og var fyldt med træstøv overalt, og så skulle der ny benzin på (den gamle benzin lugtede fælt og kunne ikke bruges!).Herefter startede den og blev kørt til syn.

Vinteren blev brugt til optimering – indkøb af to bagagebærere og vandtætte tasker samt ruteplanlægning. Jeg planlagde at køre til Esbjerg og derfra tage færgen til Harwich/England, derfra ville jeg køre ned til Sydengland og tage en færge fra Portsmouth til Bilbao/Spanien. I Spanien ville jeg følge pilgrimsruten til Santiago de Compostella og herfra ville jeg fortsætte til Porto/Portugal og så krydse tværs over Spanien til Barcelona og tage en færge derfra til Genua/Italien og så derfra over alperne via Østrig, Tyskland og hjem til Danmark – alt sammen på landeveje, jeg ville for alt i verden undgå motorveje! Afrejsedagen blev sat til 1 marts.

Allerede ugen før den 1 marts var jeg i gang med pakningen af Vespa, og vejrudsigterne blev studeret nøje. Det var ikke opløftende læsning. Og da den store dag oprandt, var der storm over hele landet – med vindstød af orkanstyrke ved vestkysten. Nå, man er vel jyde, så op på dyret og af sted. Allerede inden jeg nåede den gamle Lillebæltsbro havde jeg mistet enhver forbindelse til mine fingre, og da jeg i Kolding skulle tanke første gang kneb det med at sige noget – mit ansigt var nærmest stivfrosset, første lektion lært: halvåben scooterhjelm dur kun til sommerkørsel. Da der samtidigt også regnede lystigt kunne jeg konstatere at vandtæt ikke er ensbetydende med regntæt hvad angår luffer og goretextøj – jeg var drivvåd. En af mine gode venner havde sponseret et sæt regntøj fra hans entreprenørfirma (Hansson og Knudsen A/S) og det blev her anlagt. Det var simpelthen det der gjorde at turen i det store hele blev gennemført! Sættet var vind og vandtæt, og så tilpas stort at jeg kunne have det udenpå den omfattende garderobe jeg var iklædt for at holde varmen.At jeg lignede en stor orange snemand må være grunden til at så mange på hele turen smilede, dyttede og vinkede til mig.

Færgeturen til England levede helt op til vejrudsigten – DFDS gav dog en kop kaffe og et stykke kage som kompensation for den 5 timers forsinkelse vi fik ud af stormen….

Vel ankommet til England fortsatte jeg med vindstød af stormstyrke lige mod mig, her var der dog tørvejr. Vespaen havde på det tidspunkt i modvind en topfart på ca. 30 kmt (altså ifgl. Speedometeret – hvilket så i virkeligheden nok svarer til ca. 40 kmt) og da jeg første gang skulle tanke døde den fuldstændigt. Jeg kunne simpelthen ikke få liv i skidtet, der var stort set ingen kompression og den stank af benzin.

Nå, jeg rensede tændrør og løb rundt med den til sveden drev af mig og så startede den.

Næste dag kørte jeg gennem London – her begyndte den at sætte ud hvis den ikke hele tiden fik gas. Det var lidt besværligt at køre gennem centrum i myldretiden mens jeg hele tiden gassede op som en utilpasset ung fra Vollsmose – det gav i hvert fald mange løftede øjenbryn.

Da jeg ankom til Portsmouth kørte jeg derfor direkte til Allstyle Scooters (scooterbutik, find dem på nettet) og fik via dem kontakt til TJ Scooters som er et scooterværksted med speciale i tuning af især Lambretta. Her var hverken rent eller ryddeligt – overhovedet! – men til gengæld blev det så rigeligt opvejet af en hjælpsomhed, viden og service man skal lede længe efter.

Efter 3 dage havde Vespaen fået ny stempelringe, tændspole, tændrør, gearolie og reservehjul. Jeg havde bedt om at få et andet reservedæk på – men da det blev monteret på den gamle, men pænt lakerede, fælg revnede den simpelthen p.g.a. tæring, så vær lige opmærksom på jeres fælge, det er simpelthen noget tyndt skidt som ikke er rustfrit!

Herefter snurrede Vespaen lystigt, og jeg begav mig trygt videre med færgen til Spanien. Sejlturen henover Biscayen var bulet, men meget flot. Her kunne man opleve delfiner som simpelthen kom og legede i færgens bovbølger, det var et imponerende syn!

Spanien anløb vi så tidligt om morgenen i øsregn og tiltagende kuling. Pyt bagagen blev omviklet med sorte affaldssække – indkøbt i England da jeg hurtigt fandt ud af at heller ikke mine vandtætte tasker duede – og på med den orange regnhabit.

Jeg fulgte lastbilerne ud af byen og gjorde holdt ved den første tank med cafe jeg kom til. Her ville jeg købe en kop kaffe og studere kort lidt. Jeg kunne lynhurtigt konstatere, at rygeloven enten ikke eksisterer eller ikke overholdes i Spanien, så jeg vendte i døren. Lidt senere fandt jeg et læskur hvor jeg kunne brede kortet ud i tørvejr og orientere mig. Ruten var forholdsvis simpel at følge – landeveje kaldes nationalveje og er tydeligt markerede de (få) steder der er opsat skilte. Eneste minus er, at der altså også er meget bjergrigt. Nå, men hvor det går op går det også ned, og når det gik nedad gik det stærkt – faktisk så stærkt at jeg glemte at de nye stempelringe lige skulle køres lidt til, det fandt jeg ud af da motoren var lige ved at sætte sig, så de næste 500 km kørte jeg lidt pænere. Vejret i Spanien var ubeskriveligt DÅRLIGT. Der var først storm, som tiltog til orkan som hærgede hele kysten jeg kørte langs. Jeg oplevede da jeg endelig ankom til Santiago de Compostella, at se den restaurant jeg aftenen forinden havde spist på i tv – men nu med vand op til midt på bardisken, og havnepromenade jeg havde holdt på var oversvømmet og fyldt med biler som vandet havde kastet rundt med. Det var træls.

Gensynet med domkirken i Santiago de Compostella var en speciel oplevelse. Sidst jeg var her var til en konference om sommeren for nogle år siden. Der var fyldt med pilgrimme fra hele verden og en meget speciel stemning. Nu var der kun franske skoleelever der som ægte franskmænd hverken har situationsfornemmelse eller opdragelse – vor tids herrefolk! Herudover fremstod kirken ved nøjere gennemsyn som meget slet vedligeholdt (ukrudtet gror simpelthen op af den forvitrede facade og vinduer mangler) indenfor er vokslysende afløst af elektriske kasser hvor man ved møntindkast får lys i et antal diodelys.. Ved alle indgange breder sigøjnertiggere sig så de er svære at komme forbi og udenfor på pladsen forsøger alle mulige plattenslagere at prakke en alt muligt på lige fra cd´er og muslingeskaller, og resten af byen er stort set ligesådan. Deprimerende at alt bare skal laves til platte pengemaskiner. Det er ikke et sted jeg vil spilde tid med at besøge igen.

Vespaen havde atter fået problemer med gassen. Denne gang skyldtes det nu noget så uskyldigt som et gaskabel der var ved at springe så den ikke kunne slippe gassen. Portieren på hotellet gav mig en adresse på et mc værksted som han mente kunne hjælpe. I øsregnvejr fandt jeg værkstedet, som var lukket. MEN lige overfor, på et skilt ved nedkørslen til en kælderparkering stod der Vespa Service!

Og det må jeg sige var service. Det var en meget gammel fyr, som talte flydende spansk – og INTET andet. Han havde en ren Aladdins hule med alskens gamle Vespaer, knallerter og motorcykler – alt dækket af et tykt lag støv. Med mange smil, fagter og tegninger blev vi enige om, at han nemt kunne skifte gaskablet og jeg ville kunne hente den 4 timer senere.

Det blev en lang formiddag med min regnhabit rundt i byen. Der blæste helt vildt, så paraply kunne jeg glemme alt om, og der var altså ikke varmt overhovedet.

Da jeg kom tilbage til butikken var Vespaen lavet og kørte som en drøm. Den gamle fyr havde fået selskab af en anden ældre fyr med skæg – en munk af en slags. Han fik mig gjort begribelig, at han gerne ville vide hvor jeg kom fra, og hvor jeg skulle hen. Jeg tegnede et europakort for ham viste ham Danmark og ruten jeg havde kørt, og den jeg videre ville køre. Han rystede lidt på hovedet, lagde hånden på vespaen, mumlede lidt og gjorde korsets tegn. Så var den velsignet. Hele operationen kostede 10 € alt inkl.

Da jeg kom tilbage til hotellet og skulle have tørt tøj på, ville Portieren gerne tale med mig. Han var et af de få mennesker jeg havde mødt i Spanien som kunne lidt engelsk. Han spurgte om jeg stadig agtede mig til Portugal i morgen. Det kunne jeg kun bekræfte, men da han så forklarede mig at der ville komme en ny orkan langs kysten de næste dage var jeg ikke svær at overbevise om, at det nok var bedst at få vinden i ryggen og komme ind i landet før den kom, så næste morgen begav jeg mig ud på turen tværs over Spanien til Barcelona.

De første par hundrede kilometer var bjerge, og regn, herefter fladede det lidt ud og vejret blev såmænd også bedre. Det allerbedste var næste at vinden til en dejlig afveksling var i ryggen – det forøgede marchhastigheden betragteligt og den brugte også knapt så meget benzin. Vespaen havde en gennemsnitlig marchhastighed på 60 km i timen – men kunne ned af bakke i læ af lastbiler osv. godt nå op på over 90 km i timen!!!

Efter det flade stykke Spanien kom der atter bakker – og ørken, faktisk er det eneste sted udover Anholt i Europa der har ørken netop Spanien. Vejret ændrede sig faktisk til det rigtig gode – temperatur på over 10 grader og tørt.

Efter en meget lang tur (1500 km) i hjulsporene på de nærmest uendelige spanske landeveje nåede jeg Barcelona. Her fik jeg i myldretrafikken følgeskab af hundredvis af andre scooterister – alle med et dybfølt ønske om at dø lynhurtigt i trafikken, det var vildt at opleve hvordan de kunne sno sig i trafikken.

Færgen til Genua/Italien var virkelig fantastisk. Der var alt – swimmingpools, diskoteker

Skønhedsklinikker, restauranter, barer, biografer og butikker – desværre var alt lukket, på nær et enkelt cafeteria. Måske skyldtes det at der udover mig kun var enkelte lastvognschauffører ombord. Sejlturen var til gengæld helt fantastisk flot. På stort set hele turen kunne vi se den franske riviera og de sneklædte bjerge i baggrunden – det er egentligt ufatteligt at noget så flot kan være beboet af noget så ucharmerende som franskmænd…

Italien modtog os med lunt og solrigt vejr midt på eftermiddagen, også her var der godt gang i et vildt scootervæddeløb. Jeg besluttede at smutte op i bjergene der omgiver byen og finde et hyggeligt sted at overnatte. Vespaen snurrede lystigt opad, men bjerge har den triste egenskab at de skygger for solen, så ret hurtigt blev det først køligt, derefter rigtigt koldt og bælgravende mørkt. På det tidspunkt valgte Vespaen så også at holde op med at lyse – totalt! Det var træls. De næste 2 timer kørte jeg ligeså stille i 2 gear med en lille penlight med en snor om håndleddet. Der var jeg ikke ret stor….

Jeg fandt til sidst en lille landsby hvor der også var et albergo som ville leje et lille værelse ud – uden bad, toilet og varme, men Vespaen måtte holde indenfor i gangen, og så kunne man også få noget at spise der.

Dagen efter fandt jeg løsningen på det manglende lys – der var simpelthen knækket 2 ledninger. Nå med lidt fingersnilde og gaffatape fik jeg det hængt sammen igen.

Jeg var efterhånden bekymret for mine dæk. Der var stort set ikke mønster tilbage, især bagdækket lignede noget der skulle sidde på en formel 1 racer – i tørvejr vel at mærke!!! Nå, men det kunne jeg helt sikkert få lavet ved scooter og cykelmekanikeren i Peschiera – ham har jeg tidligere købt en del gamle knallerter og racercykler hos. Jeg kørte glad derhen og regnede med både at få ny dæk, men også at få skiftet gearolie. Jeg blev klogere – de ville end ikke kigge på en Vespa der var så gammel. Fuck dem!!!

Efter 2 dage med rimelig vejr fortsatte jeg turen mod alperne, på de samme dæk – olien havde jeg skiftet bag hotellet. Da jeg nåede til ca. 50 km fra Brenner, af den gamle vej, begyndte det at sne. Snevejret tog til og hastigheden dalede meget for til sidst nærmest at foregå i skridtgang med fødderne på vejen i forsøg på at holde vespa og mig oprejst.

Da jeg endelig nåede Brennerpasset stoppede jeg for at få en kop kaffe og få følelsen tilbage i hænder og fødder. Jeg faldt i snak med en mand der kom fra den anden side, han kunne fortælle at det så lige så slemt ud på den anden side, og han kørte endda i furehjulstrækker. Jeg fortsatte turen nedad. Det var bestemt IKKE spor sjovt – faktisk var jeg hunderæd. Uanset jeg ikke gav gas, kun kørte i første gear og med begge fødder i sneen steg farten hurtigere end jeg brød mig om, og jeg var meget glad da jeg nåede et stykke ind i Østrig og landskabet fladede lidt ud. Da jeg om aftenen kunne se en vejrudsigt for ’Tyskland der viste sne over stort set hele landet de næste mange dage, og familien også kunne melde om rigtig vinterlig vejrudsigt med sne og frost besluttede jeg at det måtte være nok. Så den næstfølgende morgen kørte jeg de sidste 150 km (i regn, slud og sne) til München for derfra at tage biltoget til Hamborg.

8 timers venten, og så var jeg drivvåd og gennemfrosset ombord på toget – herligt! Næste morgen kl. 6 blev jeg vækket, og kunne nyde udsigten til et totalt snedækket landskab… Nå, inden vi nåede Hamborg var der grønne pletter og jeg fik ikke sne før igen før jeg kom til Kruså, og jeg nåede hjem til Fyn uden yderligere uheld.

Nu en uge efter har jeg efterhånden fået varmen igen, men jeg er stadig forkølet og det synger stadig i mine ører. Men vespaen er rengjort og klar til de mange ture den skal køre mig i årene fremover – om sommeren!

Ps.Turen vil jeg anslå til godt 4000 km, speedometeret er absolut ikke retvisende, men hvis du spørger min bagdel var der væsentligt mere..